Begrænset udsyn | 15.03.05 | Det var tåget
Vejen foran mig uklar
Forsigtigt famlede jeg mig frem
Et skridt ad gangen
på vej mod mit hjem
På hver side af mig var en afgrund
Hvert skridt kunne blive mit sidste
Jeg trådte forsigtigt
i håb om fast grund under min fod
Men pludselig følte jeg min fod glide
Jeg snublede, faldt
blev ved med at falde
Da jeg endelig ramte jorden
kiggede jeg op
Jeg kunne ikke se vejen deroppe langt borte
Jeg så op
Undrede mig over, hvor den er
Hvordan jeg skulle komme tilbage
Ønskede jeg det overhovedet
Jeg kunne alligevel ikke kravle derop
Hvorfor så ikke bare nyde det her
Jeg mødte en anden vandrer
Også han fulgte vejen
Snublede og faldt
Fortvivlet var han
Bange
Jeg huskede nu
hvorfor afgrunden var farlig
Dalen ville blive oversvømmet
Skyllet væk
Vi sad begge fortvivlet tilbage
Anede ikke vores levende råd
Da kom pludselig en mand
Han synede ikke noget særligt
Beskidte fødder i sandalerne
Vi spurgte om han også var trådt ved siden af
Han svarede, at han aldrig satte en fod
hvor han ikke planlagde det
Han sprang ned
Ville hente os med op
Han fulgte os hen til en mur
Der var en kurv i en snor
I kurven var en stor flok mennesker
Ved siden af stod en endnu større flok
Så på i spænding
Nogle grinede
Fandt det latterligt
at den lille uanselige mand i de beskidte sandaler
skulle trække en så stor flok op af dalen
Og det endda på én gang
Jeg og min ven gik hen og satte os i kurven
og manden med sandalerne begyndte at trække
Mens vi steg
mod den vej, vi forlod
kunne vi se
hvordan manden sled sig til blods
Rebet gnavede i hans hænder
og flokken omkring ham hånede ham
"Du klarer det aldrig" sagde de
"Andre vil du frelse, men hvor er du, når bølgen kommer"
Nogle begyndte at kaste sten på ham
Men stadig hev han i rebet
Stadig steg vi
Netop som vi nåede toppen
sprang dæmningen
Vandmasserne fossede ud
Menneskemængden blev skyllet bort
Det samme gjorde den sære mand
der frelste os
men døde ved det.
Desillusioneret satte vi os på vejen
Vi turde ikke gå videre
Hvordan skulle vi kunne
Vi ville blot snuble og falde igen
Tre dage sad vi magtesløse og kiggede ud i luften
Tre nætter lå vi og rystede af angst
for hvordan skulle vi komme videre
Så skete der noget sært
Hen over vandet dybt under os så vi noget flyde
livløst lå det
Da det kom nærmere genkendte vi det
Det var resterne af manden, der reddede os
Modet dykkede endnu mere
Nu vidste vi
At der ingen hjælp længere var
Vi kunne gå, men vi ville falde
Drukne i søen
Men da skete noget mærkeligt
Da manden skyllede ind på den kurv, der havde båret os
Da fløj en due hen over himlen
Den satte sig på hans skulder
Den blæste ind i hans næsebor
Han blinkede et par gange,
rejste sig og begyndte at trække kurven op mod os
Tågen lå stadig over vejen
Vi kunne se ned i dalen
men hvor vejen gik fremad
var den dækket af en tæt sky
Men nu var alle bekymringer væk
Vi havde vor frelser hos os
Han gik ved vores side
Skærmede os, så vi ikke faldt
Jeg gled stadig et par gange
og når det skete, greb han mig
Trak mig tilbage på vejen
Al angst er væk
Jeg ved, at jeg er på vej hjem
At med min frelser ved min side
kan intet hindre mig i at nå hjem |
|
Vælg et digt
Begrænset udsyn
En larve kommer kravlende
Verdens dyr
|